|
EVENTYR & HISTORIER
Kattefanten
Der var engang langt ude på landet en hyggelig lille bondegård.
På bondegården boede mange katte, for der var mange mus.
Kattenes job var at fange mus. Musenes job var at løbe fra kattene.
Blandt kattene var en nysgerrig lille kattekilling, der hed Jesper.
Jesper oplevede mange ting, fordi han ville undersøge alt, hvad han mødte på sin vej.
Tit skete det, når Jesper undersøgte ting, at han blev overrasket.
For eksempel da han så en sommerfugl på kanten af en spand.
Jesper sprang op for at se, hvad det var – men faldt i spanden og blev våd.
Senere så han en bi på en blomst og ville snuse til den.
Bien blev forskrækket og kom til at stikke Jesper lige på snuden..
AV det gjorde rigtig ondt!!
Jesper løb hjem til sin mor og peb og klynkede, fordi han ville trøstes.
Kattemor trøstede og pustede på stikket, der nu var helt svulmet op.
UHA det så ikke rart ud.
Kattemor sagde til lille nysgerrige Jesper:
”Sådan kan det gå, når du har snuden langt fremme, Jesper”
De andre katte grinede af Jesper og kaldte ham Kattefanten – fordi de synes at snuden så lang ud,
når biens stik havde lavet en bule på Jespers snude.
De havde nemlig hørt, at elefanter har lange snuder.
(Vi to ved jo godt, at elefantens snude hedder en snabel,
men det vidste kattene på denne bondegård ikke.)
De andre killinger begyndte at råbe efter Jesper:
”Hallo derude - Sig TRUT med din snude”
Og:
”Trut-Truttelut - Jesper slår en prut.”
De ville gerne starte en leg, hvor Jesper skulle løbe efter dem.
Han skulle fange dem, der råbte til ham.
Jesper syntes ikke, det var sjovt.
Det gjorde ondt i hans snude og han havde ikke lyst til leg.
Han puttede sig i et fredeligt hjørne af haven, hvor solen skinnede og kunne varme ham, mens han ventede på, at det holdt op med at gøre ondt i snuden.
De andre katte ville stadig gerne lege fangeleg – så selv om Jesper ikke havde lyst – legede de alligevel.
Nu var det Lotte, der skulle fange dem.
De råbte:
”FLOTTE LOTTE - Kan hoppe som en loppe”
og så løb de grinende af sted med Lotte lige i hælene.
Mens kattene nu løb rundt omkring på gården,
op og ned af bakker og brædder,
faldt den mindste lille kattekilling Benjamin ned i en KOKASSE.
Måske ved du ikke, hvad en KOKASSE er?
Det er Koens pølser.
De ligner mudder… en STOR dynge mudder … og lugter værre end den stærkeste ost.
Netop i sådan en værre-end-stinkende-ost-ko-pølse-mudder-dynge faldt Benjamin ned …
og UHA han sprællede … men des mere han sprællede – jo værre blev det.
Han sad fast og måtte have hjælp til at komme fri.
Legen gik i stå. Hvad skete der dog??
Nogle af kattene råbte:
”Adder – badder - prutte - pladder”
og synes det så sjovt ud, når Benjamin forsøgte at komme ud af kokassen.
Andre katte ville gerne hjælpe Benjamin – men de ikke kunne li´ den stærke lugt..
De holdt sig på afstand, mens de råbte gode råd:
”HEY BENJAMIN, sæt den ene pote ud på jorden”
Og:
”Hey sæt nu den anden pote ud på jorden”
MEN Benjamins små poter sad alt for godt fast i kokassens mudder-pludder.
Altså, sådan var det:
Nogle drillede, andre råbte gode råd og Benjamin bare peb af skræk…
Jesper hørte, at der var uro på den anden side af huset.
Han gik over for at se, hvad der skete.
Da han så Benjamin hænge fast i kokassen, tænkte han sig godt om.
Så begyndte han at gå nærmere den værre-end-stinkende-ost-ko-pølse-mudder-dynge
… og den stakkels lille Benjamin.
Jesper kunne jo ikke lugte noget, fordi hans snude var øm og hævet.
Han turde godt gå tæt på kokassen og derfor kunne Jesper hjælpe Benjamin fri.
De andre katte så forbavsede på Jesper, mens han hurtigt smuttede hen og hjalp Benjamin fri.
Nu havde både Jesper og Benjamin brune, klistrede ko-kasse-klatter på halen, på poterne og på ørerne.
De gik hen til det hjørne af gården, hvor det højeste, grønneste græs voksede.
De rullede sig i græsset, rystede pelsen og rullede sig igen.
På den måde faldt ko-kasse-klatterne af og de lugtede begge igen af kat.
TJUHEJ....
Legen kunne fortsætte.
Luna ville gerne være den, der skulle fange de andre, så kattene råbte:
”Luna, Luna - du spinder som en Puma”
Jesper var nu klar til at lege med og han løb glad af sted sammen med de andre katte.
Jesper vidste nu,
at UANSET hvad der sker,
kan det være godt for noget.
Tegnet og fortalt af Edith
RESPONS
En trofast læser har skrevet et vers om Kattefanten.
Kan synges på melodien: Kender du den om Rudolf
God historie.
Og lidt uhyggelig med alt det de små katte er ude for :-)
Jeg tror, det er en moderne version af Rudolf med den røde tud...
Kender I den om Jesper, en lille kat som fik et stik
Han ville bare snuse, men en bi gav ham et prik
Snuden den bare voksed, det så nok lidt morsomt ud
I hvert fald for andre katte: "Jesper med den store tud"
"Jesper, lille kattefant, kom og leg med os"
Jesper ville hvile sig, han havd' ikke lyst til leg
Men en af Jespers venner faldt ned i en stor kokass'
som Jesper hjalp ham op af - han ku' ikke lugte gas.
Dejlig jule-eventyr:-)
Det næste eventyr er inspireret af www.fasteranni.dk
På siden er der salg af forskelligt håndarbejde.
På et tidspunkt.......midt i efteråret 2010
NÅJA.... læs bare, hvad der skete
Der var engang en hæklet elefant.
Ja, der var engang en hæklet elefant.
Den kom til verden i et hønsehus i Frederikshavn.
Der havde den det muntert og rart.
Der var glade mennesker og søde hunde, så der var altid noget at kigge på.
Elefanten var meget farvestrålende... stribet og sådan.
Den syntes selv, at den var flot og lige tilpas i størrelsen.
Den lignede SLET ikke de store, tykke, grå elefanter, den kunne se på tv.
Nu var det sådan med den farverige, stribede, glade elefant, at den alligevel savnede en ven.
En HÆKLET een, der var blød og rund-agtig, ligesom den selv.
Se det forstod den kloge hønemor jo godt.
Hun ved hvor vigtigt, det er med venner - også nogen, der ligner een selv lidt.
Den rare hønemor tog fat i hæklenålen igen, fandt det farverige garn frem og hæklede en rund og fræk ven til elefanten. Den runde ven fik en smart frisure og var altid i hopla. Bare man så på den, kom man til at smile.
En dag...
skete der det, at elefanten og dens ven skulle have et nyt hjem.
Derfor blev de fotograferet og lagt ud på INDER-NETTET.
De syntes, det var et mærkeligt sted at ligge - de ville hellere ligge i Hønemors hobbyrum.
Nå, men de mærkede heldigvis ikke noget til det der med INDER-NETTET og de så hverken INDERE eller noget.
ja, ikke engang en lille indisk elefant så de.
MEN... der var en anden, der fik øje på vores hæklede venner. Hun hed Fru. Kunde!!
Hun ville så gerne have elefanten hjem til et lille barn, som hun kendte.
Elefanten - og en giraf!!
Ja, den glade elefant med de mange farver, var lige et hyggedyr efter hendes smag.
Og af en eller anden grund kom fru. Kunde til at ønske sig en GIRAF også.
"GIRAF" sagde hønemor.
"JaTak så gerne"
og Fru. Kunde blev glad.
Senere kom Hønemor i tanke om, at giraffen skulle hækles et helt andet sted.
Ikke alle hæklede dyr kommer jo fra et hønsehus i Frederikshavn - vel?
Tænke - tænke - tænke....
Hønemor tænkte så det knagede - ja, der var en værre larm....
Pludselig udbrød hun:
" NU VED JEG DET!"
og hun skrev på INDER-NETTET til en hækle-tosset et andet sted i Nordjylland.
JOW JOW den ordner jeg...
sagde Edith...
for hende var det nemlig.
En giraf... hmmm... men ikke i naturlig størrelse vel??
NEJ NEJ da. Den skal jo passe med den lille runde elefant.
OKAY....
1-2-3 start og hun hæklede og hæklede .... og hæklede igen.
Striber mig her og striber mig der.
Hver gang en stribe var færdig, tænkte hun --- "lige eeen stribe mere i dag"
og VUPTI... så var giraffen også klar.
Så var de to venner GIRAFFEN og ELEFANTEN klar til at komme ud i den store verden.
Eller...
klar og klar.......
egentlig ville de gerne friskes op med et lille bad.
Som tænkt - så gjort...
Et dejligt lunt skumbad og en tur i centrifugen.
Nøj altså..... hvor blev de først våde og så rundtossede.
Men de var stadig glade og glædede sig til at komme ud i verden og opleve sammen.
Mens de tørrede i solens varme stråler,
de på globussen og snakkede om: HVOR MON VI SKAL HEN??
De følte sig rene, glade og helt parate.
og inden de fik set sig mere om.... var de på vej med postmand Per ud i den store verden.
Se, det var et rigtigt hønseeventyr om........om...???
nåja...
uanset hvordan dine striber er sat sammen, om du er høj eller rund, kan du sagtens komme ud i verden og opleve....
også selv om du bliver rundtosset i livets centrifuge en gang imellem.
og elefantens lille glade ven... ??
Han bor stadig hos Fasteranni.dk og venter på en anden Fru. Kunde.....
***********SLUT*************
Niels holder af at skrive eventyr.
Her kan du læse eventyret om Bo & Bob
Det blev skrevet i 5. klasse
God fornøjelse.
Bob og Bo på eventyr i huset.
Der var engang en skumfidus som hed Bob.
Bob var ligesom alle mulige andre skumfiduser.
Bob havde en ven som var et æble og som hed Bo.
Han var en god ven fordi han altid var til at stole på og fordi... Ja... Mange andre grunde! Han havde et ansigt ligesom det her: =3.
Men denne her historie begynder med en dag hvor Bob var på besøg i frugtskålen hvor Bo boede.
"Nej hvor bor du pænt." Sagde Bob.
"Ja." Sagde Bo. "Her er flot."
"Nå, nu kommer der et menneske!" Sagde Bob.
Mennesket tog en banan og skuppede dermed skumfidusen Bob og æblet Bo ud af det åbne vindue!
Fortsættes...
Med det samme!
De røg ned på en udendørs trappe, der førte ned til kælderen.
Da de var kommet ned i kælderen, måtte de jo se at komme op igen. Så opdagede de at de var røget lige ind til nogle skumle cola flasker! Så hoppede en fanta hen til dem og spurgte hvad de lavede i kælderen.
De svarede, som sandt var, at de var faldet ud af et vindue og tumlet ned af en trappe.
"Og så kom vi altså her hen" fortalte Bob.
"Jammen så må i da se at komme op igen!" sagde fantaen.
"Ja det må vi." sagde Bo.
"Nå det har været hyggeligt at møde jer."
"Tak i lige måde."
Og så gik Bo og Bob ud igennem en dør, der førte ud til resten af kælderen.
"Vi har brug for hjælp, hvis at vi skal op af den trappe." Sagde Bo. "Ja." sagde Bob. "Og det skal vi."
Da de gik lidt længere så de nogle arbejds- og motorcykeldragter der hang på en knage række.
"Lad os prøve at gå der ind." Sagde Bob.
Og pegede på en dør der stod på klem.
"O.k." Sagde Bo.
Og så gik de der ind. Det var et værksted. Pludselig sagde en hammer: "Skrup så uj mæ jer!"
Bo og Bob skyndte sig ud.
Da de var kommet ud gik de ned af hoved gangen. Der var en meget lang hylde med film, der råbte sådan noget som:
"SE MIG! JEG ER BEDST!"
"VEL ER HAN DA EJ! TAG MIG! JEG ER BEDST!"
Ved enden af gangen var der tre rum.
De kigged ind i det ene og så en stor fryser.
"Han kan vist ikke hjælpe os meget." Sagde Bob.
"Nej det kan han sikkert ikke." Sagde Bo.
Så gik de ind i rummet foran dem. Det var et kontor.
"Se den fine flyvemaskine." Sagde Bo. "Lige din størrelse Bob." "Jamen skal vi så ikke flyve op i den?" Spurgte Bob.
"Men jeg kan jo ikke være der Bob!" Sagde Bo. "Jeg er for stor til den."
"ja. Det er rigtigt." Sagde Bob. "Men hvis vi fik en tråd så kunne jeg binde dig fast til den."
"Ja." Sagde Bo "Måske er der en tråd der inde!"
Han pegede på den sidste dør. Så gik de ind i rummet. Der stod en vaskemaskine og en tørretumbler i rummet.
Der stod også kasser og reoler med kasser. Låget gled af en af kasserne og faldt på gulvet med et brag.
En gammel dukke kiggede op og sagde:
"Hvem er i og hvad laver i her?"
"Vi leder efter en snor." Sagde Bo.
"Tror i at denne her virker?" Spurgte dukken.
"Ja det skulle jeg mene." Sagde Bob.
"Her!!" Sagde dukken og kastede snoren hen til Bo og Bob.
"Tak." Sagde Bo.
Så gik de ind til flyet og bandt Bo fast. Så sprang Bob op i flyet og så fløj de ellers. Ud af rummet hen af gangen og op ad trappen.
De fløj ind på drengens værelse og landede på sengen. Da Bo var blevet bundet op trillede han ud over kanten på sengen.
BUMP KLIR KLIR KLIR.
"Klir klir klir?" Sagde Bob og kiggede ned. Bo var landet i en skuffe med lego. Lego mændene var allerede ved at tippe Bo ud over kanten på skuffen.
"HEY!" Råbte Bob.
"Kan I hjæle os med at komme op på køkkenbordet?"
"Det tror jeg." Sagde en lego mand.
"Kan vi klare en katapult, der kan bære og slynge disse personer op på køkken bordet løjtnant?" Spurgte han.
"Selvfølgelig general." Sagde løjtnanten. Og så begyndte byggearbejdet. Ti minutter efter var katapulten færdig.
"Hop ned på denne her." Sagde generalen. "FYR!"
Et sekund efter var Bob på køkken bordet. Derefter kom Bo.
Slut.
P.S.: Det er mit eget hus der er tale om og "drengen" er mig. skrevet af: Niels.B.Nielsen.
Her kommer 2. afsnit til historien:
Bo og Bob på nye eventyr.
Denne historie begynder som den tidligere, med at Bob var på besøg hos sin ven Bo.
Bob var en helt normal skumfidus, bortset fra at han havde været på tur med æblet Bo i husets kælder. Det var der jo ikke mange skumfiduser, der havde gjort.
Men lige nu var han altså på besøg i frugtskålen, hvor hans ven Bo boede. De snakkede om forskellige ting.
For eksempel deres eventyr, som de havde oplevet på deres tur i kælderen. Pludselig sagde Bob: "Skulle vi ikke gå på nye eventyr på den her etage?"
"Det skulle vel nok kunne lade sig gøre." Sagde Bo.
"Så lad os gøre det."Sagde Bob.
Og så hoppede de ned på gulvet og gik på eventyr.
Først gik de ind i stuen. Der var en frygtelig larm.
"Hvad er det dog for en larm?" Sagde Bo.
"Lad os kigge efter." Sagde Bob
"Kunne det ikke være farligt?" Spurgte Bo.
"Det kan vi kun finde ud af, hvis vi kigger efter." Sagde Bob.
De kiggede sig omkring og så nogle stole og et lille bord på hjul.
De stod usædvanlig tæt samlet.
"Sig mig." Sagde Bob. "Hvorfor står alle de stole der?"
"Lad os se efter." Sagde Bo.
De gik helt ind i stuen.
Bob kiggede til siden og så hvad der lavede larmen.
Det var robot støvsugeren Agnes.
Bo og Bob kendte hende, fra når hun gjorde rent i køkkenet.
"Hej Agnes." Sagde Bo.
"Hej med jer." Sagde hun.
Hun var rund og flad med børster, der snurrede rundt under sig.
Og så kørte hun ellers rundt og gjorde gulvet rent, der hvor møblerne var fjernet.
"Vi kunne vel ikke få et lift hen til gangen?" Spurgte Bob.
"Nej." Sagde Agnes. "Jeg kan ikke gå forbi de to tårne der henne." "Nå, men kan du så ikke bare køre os derhen?" Spurgte Bo.
"Jo, det kunne jeg da godt." Sagde Agnes. "Så kom bare op."
Et øjeblik senere var de alle kommet hen til det sted, hvor den elektriske mur, som Agnes ikke kunne komme forbi, var.
"Nå, men så farvel drenge." sagde Agnes.
"Farvel Agnes. Vi ses en anden gang." Sagde Bo og Bob i kor.
Så gik de resten af vejen gennem stuen og ind i gangen.
Gangen var et stort rum med døre til alle rum i stueetagen.
Og desuden var hele gulvet dækket af et gråt gulvtæppe.
"Lad os gå ind på drengens værelse." Sagde Bob.
"Okay." Sagde Bo.
Så gik de ind på drengens værelse.
"Hvem der?" Spurgte en stemme, som Bob syntes at han kunne genkende.
"Det er skumfidusen Bob og æblet Bo." Sagde de.
"Nå, men så kom da endelig inden for! Det er længe siden vi så hinanden sidst." Sagde stemmen.
Derefter gik Bo og Bob indenfor i værelset. Da de var kommet indenfor, løb en lego-mand dem i møde.
"Hej med jer." Sagde han. Kan I ikke kende mig?"
"Jamen, er det ikke den general, der lavede en katapult, som skød os op på køkkenbordet?" Spurgte Bob.
"Det er lige hvad det er." Sagde generalen. "Men hvad laver I nu her?" "Jo, det er fordi at vi er taget på en tur rundt i huset igen." Sagde Bo. "Nå, men skal jeg så bygge en ny katapult?" Spurgte generalen.
"Det kunne være rart, hvis du ville have en klar, til når vi har været i den anden ende af huset." Sagde Bob.
"Vil I have et lift i en lastbil?" Spurgte generalen.
"Jo tak." Sagde Bo.
Så da lastbilen var klar, kørte de ud i gangen og ind i gavlværelset.
"Næste stop!" Råbte chaufføren.
Så hoppede Bo og Bob ned fra ladet.
"Det var da et hyggeligt sted lige her." Sagde Bob.
Pludselig kom der en masse små perler, i alle verdens farver, løbende. Senere, efter en lang snak med perlerne og lidt solslikning i vindueskarmen, var det tid til at komme hjem igen.
"Så går turen hjemad chauffør." Sagde Bo.
Da de kom ind i drengens værelse, hoppede de op i katapulten og sagde farvel til generalen.
Da de var blevet kastet tilbage på køkkenbordet, gik de igen over i frugtskålen, hvor de begyndte at sammenligne deres to eventyr.
Slut.
| 
