TEGNINGER & TANKER
Fortællingen om Sneglen, Skildpadden,
Valnødden og den Hurtige Hare
Her ser I billedet af den Sårbare Snegl, den Stabile Skildpadde og den Værdige Valnød.
Hvor mon den Hurtige Hare er??
Tja… som skrevet … er haren den HURTIGE …
I dag var haren så hurtig, at den var forbi, inden billedet blev færdigt.
Så lige nu, må I høre om de andre 3.
De er meget forskellige og lever meget forskelligt.

Først: den Sårbare Snegl.
Han er langsom og hans hus er skrøbeligt.
Det er svært at være snegl i trafikken, i børnehaven og andre steder med løbende, legende børn og anden aktivitet.
I trafikken kan han ikke smutte væk, når cykler og biler kommer susende.
I børnehaven er de mange børnefødder farlige – AV MIT HUS – og de naturligt nysgerrige børn putter snegle i spande.
DERFOR har naturen ordnet det sådan at: Snegle kan TRODSE TYNGDELOVEN!!
TÆNK hvor finurligt: det betyder at Sneglen kan krybe på lodrette flader!!
Her kan han undgå biler, cykler og løbende fødder.
Han kan endda slippe ud af spanden, når børnehaven lukker.
HVOR HELDIG kan man være!!
Den Stabile Skildpadde:
Lige NU er hun billedets centrum og nyder dagen og vejen.
Hun har lige overhalet sneglen og er ved at hale ind på Valnødden.
Se, hvor rart hun har det.
Tit hører vi om Haren og Skildpadden – vi tror, at den kloge narrer den hurtige.
Skildpadden er slet ikke ude på at narre nogen. Hun passer bare sig selv og sit eget tempo.
Hun er ligeglad med at være klog. Hun oplever bare verden, som den er HER OG NU.
Tænk lige på, at ALT det, som Skildpadden skal opleve …
Hun har over 100 år til at opleve det i.
Så gamle kan skildpadder nemlig blive. Hvorfor skynde sig og blive træt på 50 år??
Hvad skulle hun så gøre de næste 60 år??
Så har vi Den Værdige Valnød.
Så perfekt i sin facon,
så smuk i sine brune farver,
så stærk i sit ydre, at det indre ikke tager skade af faldet fra træet til jorden.
Her ligger den så … Lige hvor den faldt.
Alligevel oplever den ting og sager.
Om lidt er der en skildpadde, der trasker forbi.
I morgen kommer en snegl.
Ja, Valnødden forstår at lade oplevelserne komme til sig ...
Og tage det, som det kommer.
Den ligger, hvor den faldt og venter på verden.
Måske bliver den samlet op, knækket og spist.
Måske spirer den og slår rødder.
Enten … eller …
Den Værdige Valnød accepterer, hvad der sker.
Haren!
Vi må ikke glemme den hurtige hare.
Hvad mon hun havde travlt med??

Nåja, selvfølgelig.
Den Hurtige Hare hastede hjem til sine Herlige Harekillinger.
Tegnet og fortalt af Edith